Årets blomsterudstillinger

Der afvikles flere blomster- og haveudstillinger hvert år, og den største er nok Cph Garden, som i fire dage i juni 2019 var en sand showcase for alt det spændende, der rører sig i haveverdenen.

Mange danskere besøger hvert år det berømte Chelsea Flower Show i London, og det er nok her, at havefolket for alvor finder inspiration og får øje på nye trends og tendenser. Men selv om der er forskel på en af verdens største, internationale have-events i London og en udstilling i København over fire dage, så var Cph Garden alligevel en spændende oplevelse for rigtig mange mennesker.

Haveselskabet står bag

Det er interesseorganisationen Haveselskabet, der står bag haveudstillingen Chh Garden, der i år blev afviklet på et område i Harrestrup Ådal i Ballerup. I 2019 kom der 16.000 haveinteresserede forbi udstillingen, og dermed kan den roligt betegnes som en stor succes.

8 temahaver

Cph Garden var opbygget omkring 8 temahaver, som hver især udtrykker forskellige trends i havernes verden.

Vinder af konkurrencen mellem de 8 haver blev havekonceptet “En skærsommernatsdrøm”, som samlede sommernattens magi og særlige stemning i en skøn blanding af naturlige og kultiverede elementer. En ægte nordisk have, som begejstrede mange.

De andre havekoncepter var: “Havedrømme for alle”, der fik andenprisen. Den var skabt af den svenske mad- og haveekspert Hannu Sarenström, og fokus var her på at få skabt en blomsterrig have, som blomstrer hele sæsonen.

Man kunne også se “Dansk jungle” med et stort islæt af vilde elementer og “Rytmen”, hvor der arbejdes med at konstruere forskellige haverum, så der altid er et sted i haven, hvor man kan være og nyde tilværelsen.

“Haveglæder” og “Tomatgalaxen” var andre koncepter – og sidstnævnte selvfølgelig med fokus på at dyrke de bedste tomater. Den var skabt i samarbejde med blandt andet Vilvorde Gartnerskole. “Naturligvis – den vilde have” siger også i kraft af titlen, hvad denne koncepthave handler om, og det er uden tvivl, at denne form for mere vilde have vil vinde frem de næste år, hvor det for eksempel vil blive endnu vanskeligere for private haveejere at bruge pesticider – der er brug for, at naturen også får en plads i haverne.

Det sidste havekoncept var “Fremtidshaven”, hvor der var arbejdet meget med at skabe en have, der taler til de fysiske sanser. Altså mindre duft og færre farver, men til gengæld planter, som man kan få noget ud af at røre ved. “Fremtidshaven” ligger i forlængelse af de sansehaver, vi efterhånden har set skyde op ved flere sygehuse og institutioner, hvor blandt andet stressramte har glæde af de sanselige haver.

Andre muligheder

Der er flere andre haveudstillinger hvert år, så man behøver ikke tage til København for at se en haveudstilling, selv om man her finder den største i kraft af ovennævnte Cph Garden. Bangsbo Blomsterfestival i Vendsyssel er en anden mulighed, og også i Odense er der hvert år en haveudstilling – nemlig Odense Blomsterfestival. Den gennemføres i august måned og fylder gaderne i Odense med blomsterudstillinger. Temaet er i 2019 “Tiden i centrum”, hvor fokus også er på, hvordan brugen af planter kan gavne vores mentale tilstand.